Nybegyndere i produktudvikling er ofte forvirrede over valget af forbindelsesmetode. I hvilke specifikke tilfælde skal displaymodulet bruge I2C (Inter-Integrated Circuit) til kommunikation?
Sammenlignet med den parallelle grænseflade er ledningsføringen af I2C enkel, kræver ikke et stort antal signallinjer og er nem at ledning og lodde. I2C er en seriel kommunikationsprotokol, der tillader flere enheder at kommunikere gennem to linjer (SDA-datalinje og SCL-urlinje). Dette er meget nyttigt for mikrocontrollere med et begrænset antal ben (såsom nogle single-chip mikrocomputere eller udviklingskort). Hvis der er begrænset plads til tilslutning, vælger vi i2c for at gemme pins.
Hvis flere I2C-enheder (såsom sensorer, skærme og andre eksterne enheder) skal tilsluttes den samme mastercontroller, kan brugen af I2C nemt udvides.
For nogle lavhastighedsapplikationer giver I2C en passende kommunikationshastighed (100 kHz i standardtilstand og op til 400 kHz i hurtig tilstand) for at opfylde behovene.
I2C-protokollen tillader, at enheder dynamisk tilføjes og fjernes på den samme bus, så det er meget nyttigt, når fleksibel hardwarekonfiguration er påkrævet. I visse miljøer understøtter nogle skærmmoduler (såsom OLED-skærme) kun I2C-kommunikationsgrænsefladen, så I2C skal bruges, når disse moduler bruges.
Kort fortalt vælges displaymoduler, der anvender I2C-kommunikation, normalt, når der er behov for at optimere pin-brug, forbinde flere enheder, forenkle grænseflader osv. Særlige situationer kræver specifik behandling. Forstår du valget med at bruge I2C til displaymoduler?
For at vide mere om produktudviklingsviden, kontakt os venligst!







