1960s
Opfindelsen af det flydende krystaldisplay (LCD) kan spores tilbage til 1960'erne, specifikt blev det først demonstreret i 1968 af den amerikanske videnskabsmand George Heilmeier og hans team.
Heilmeier begyndte oprindeligt at udforske flydende krystaller for at studere effekten af eksterne elektriske felter på det elektriske felt inde i krystallen. Ved at klemme en farvestofdoteret flydende krystal mellem to plader af gennemsigtigt ledende glas og påføre spænding på begge sider af det flydende krystallag, observerede de, at det flydende krystallag ændrede sig fra rødt til gennemsigtigt. Denne opdagelse fik Heilmeier og hans team til at begynde at undersøge, om dette fænomen kunne bruges til at fremstille displayenheder. Efter utrættelig indsats realiserede de endelig den første flydende krystalskærm baseret på dynamisk spredningstilstand. 1
Derudover studerede Richard Williams, en fysisk kemiker ved Radio Corporation of America (RCA), i 1962 også egenskaberne af flydende krystaller. Hans arbejde lagde grundlaget for den senere udvikling af flydende krystalskærme. 2
Over tid har flydende krystaldisplayteknologi fortsat udviklet og forbedret, fra den indledende dynamiske spredningstilstand til senere snoet nematisk (TN-LCD), supersnoet nematisk (STN-LCD) og tyndfilmstransistor (TFT-LCD) teknologier. Anvendelsesområdet for flydende krystalskærme er gradvist udvidet og begyndte at blive meget brugt i 1990'erne.
